Udfordrende adfærd

Udfordrende adfærd er en problematik, der ofte fylder meget i arbejdet med borgere med udviklingshæmning og andre typer af kognitive funktionsnedsættelser.

Udfordrende adfærd er en fællesbetegnelse for udadreagerende, selvskadende og selvstimulerende adfærd.

Udadreagerende adfærd viser sig i form af voldsom adfærd, eller trusler herom, rettet mod personer eller ting, herunder også ildspåsættelse. Derudover kan adfærden komme til udtryk som fx vedvarende råben, skrigen, spytten eller seksuelt krænkende adfærd.

Selvskadende adfærd viser sig ved, at personen påfører sig selv skade med eller uden redskaber. Tvangshandlinger, som fx umådeholdent vanddrikkeri og akut anoreksi, hører også under denne kategori. Selvstimulerende adfærd viser sig ved fx overdreven gylpeadfærd, hyperonani, brummeadfærd og hyperventilation. 

Udfordrende adfærd kan opstå som følge af borgerens handicap eller eventuelle diagnose uden ydre påvirkning. Dog opstår udfordrende adfærd ofte i samspillet mellem individet og dets omgivelser, samt også ofte i bestemte situationer.
Det kan fx være ved fysisk nærhed, grænsesætning, stress i forbindelse med omstilling, eller når der er vanskeligheder i kommunikationen mellem borgeren og medarbejderne.

Indsatser målrettet borgere, der udviser udfordrende adfærd, må derfor forholde sig til borgeren, dennes omgivelser og samspillet mellem de to.

Metoder og tilgange målrettet udfordrende adfærd

Der er udviklet forskellige metoder og tilgange til forebyggelse og håndtering af udfordrende adfærd.

Socialstyrelsen har blandt andet afprøvet Afstemt pædagogik, som har udgangspunkt i Low Arousal. Der er udarbejdet en metodemanual. 
Afstemt pædagogik er evalueret efter afprøvning i særforanstaltninger for blandt andet borgere med udviklingshæmning og udfordrende adfærd. Evalueringen udkom i 2016.

Afstemt pædagogik

Mestringsskema i kombination med Brøset Violence Checklist (BVC) er afprøvet på botilbud og forsorgshjem, og der foreligger en effekt-, implementerings- og økonomisk evaluering af afprøvningen (2018).

Mestringsskema i kombination med BVC er afprøvet på socialpsykiatriske botilbud og botilbud for borgere med kognitive funktionsnedsættelser. Der er udarbejdet en metodemanual.

Mestringsskema i kombination med BVC

Den daværende Socialstyrelse afsluttede i 2018 afprøvning af KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik) på botilbud for voksne med udviklingshæmning. KRAP er ikke specifikt afprøvet i forhold til udfordrende adfærd, men vurderes at kunne bidrage til en specialiseret og målrettet indsats for denne målgruppe.

Der findes en evaluering af afprøvningen af KRAP, og der er udarbejdet en metodemanual og implementeringsguide til KRAP.

KRAP