Vidensnotat: Beskrivelse af en model for et forebyggende kommunalt tilbud til psykisk sårbare unge

Implement Consulting Group2020

Vidensnotatet beskriver otte centrale elementer i en model for et tilbud til unge med psykisk sårbarhed. Desuden beskrives resultaterne af en forudgående litteratursøgning.

I satspuljeaftalen for 2019 blev der afsat 60,2 mio. kr. til initiativet ”Udvikling af forebyggende kommunale tilbud til psykisk sårbare unge”. Vidensnotatet beskriver en model for et sådant forebyggende tilbud.

Formålet med initiativet er at bidrage til, at psykisk sårbare unge modtager hjælp på den mindst indgribende måde og i et sammenhængende forløb med henblik på, at de og deres familier bevarer tilknytningen til hverdagslivet med skole, fritidsinteresser, familie, uddannelse og arbejde. Initiativets målgruppe er unge i alderen 13-25 år samt forældre til psykisk sårbare unge i samme aldersgruppe.   

Som led i initiativet har Implement Consulting Group og Socialt Udviklingscenter SUS gennemført et litteraturstudie om indsatser og metoder til at forebygge psykisk mistrivsel blandt unge samt indhentet input fra en række praktikere og eksperter med viden om indsatser for psykisk sårbare unge i forskellige sektorer. På den baggrund er der udviklet en model for et forebyggende kommunalt tilbud til psykisk sårbare unge.

Vidensnotatet beskriver modellen og dens otte centrale og obligatoriske elementer samt resultaterne af litteratursøgningen.

Modellen indebærer bl.a. at de unge, som er i målgruppen for initiativet, kan tilbydes rådgivningssamtaler, individuelle samtaleforløb og deltagelse i gruppeforløb med andre unge. Forældrene i målgruppen kan - ud over rådgivningssamtaler – tilbydes deltagelse i netværksgrupper med andre forældre til psykisk sårbare unge.

Via litteratursøgningen er der identificeret 27 relevante referencer, hvoraf størstedelen vedrører indsatser rettet mod unge under 18 år. Hovedparten af referencerne er baseret på casestudier, hvor der ikke er foretaget effektevalueringer eller før- og eftermålinger. Litteratursøgningen viser, at der er behov for mere viden om effekter af indsatser over for målgruppen.


 
Hent publikationen