Vold mod børn

Hvad er vold, og hvorfor sker det?

Vold mod børn kan udspille sig på mange forskellige måder. Der kan være tale om fysisk vold, psykisk vold eller seksuelle overgreb. I dag ved vi også, at det at overvære vold i familien kan være lige så traumatiserende for barnet, som det selv at blive udsat for vold.
Alle de her nævnte former for vold har store konsekvenser for barnet. Derfor skal barnet og familien have hjælp til at udvikle nye omgangsformer og til at bearbejde de oplevelser, de har været udsat for.

Fysisk Vold


Fysisk vold kan antage mange forskellige former. Det kan være slag (fx en lussing eller endefuld), spark, rusken, kvælningsforsøg, brænding med cigaretter eller forsøg på forgiftning. Volden kan give barnet fysiske skader, fx knoglebrud eller blå mærker. Små børn kan få hjerneskader og blive blinde, hvis de ruskes, og i værste fald kan barnet ligefrem dø af skaderne.
Fysisk vold mellem barnets forældre giver de samme efterreaktioner hos barnet som det at være udsat for vold. Fysisk vold omfatter således også, at barnet er vidne til fysisk vold mellem forældrene. Barnet kan fx ligge på sit værelse og hører den ene forælder blive slået, eller være bange for, at den ene forælder slår den anden ihjel.


Psykisk vold


Psykisk vold kan bestå af meget forskelligt. Der kan være trusler om fysisk afstraffelse af barnet. Barnet kan fx gentagne gange blive truet med fysisk vold eller truet med at blive spærret inde i et skab. Der kan også være tale om, at barnets forældre ydmyger og nedværdiger barnet. Forældrene kan fx fortælle barnet, at det er værdiløst, uønsket og ikke elsket.

Seksuelle overgreb

Seksuelle overgreb finder sted, når en person inddrager en mindreårig i seksuelle handlinger. Få yderligere oplysninger om seksuelle overgreb.

Der kan naturligvis være tale om en kombination af de forskellige typer af voldshandlinger.

Årsagerne til vold mod et barn kan være vidt forskellige:

  1. Nogle opfatter vold som et legitimt opdragelsesmiddel. Forældre kan altså have en fejlagtig overbevisning om, at brug af vold er en acceptabel måde at opdrage, tilrettevise og straffe børn på.
  2. Magtesløshed hos den voksne kan pludselig udløse en reaktion, der overskrider grænsen for god adfærd overfor barnet. Magtesløsheden kan opstå hvor som helst, fx i bussen, hvor mange mennesker kan gøre det svært at bevare overblikket, eller den kan opstå, hvis barnet ikke lystrer i supermarkedet. Her er der ofte tale om voksne, som ved, at det er forkert at bruge vold, og som efterfølgende er skamfulde og fortryder. Situationen gør imidlertid, at det kammer over. Når det først er sket en gang, kan det sagtens ske igen.
  3. Forældre med psykisk sygdom eller alkoholproblemer kan mangle overskud til at indse, hvad vold gør ved barnet, og hvordan de ellers skal handle.
  4. Nogle forældre overfører en hård og forkert opdragelsesform fra deres egen barndom. Forældrene har måske ikke selv som børn oplevet og lært et godt samspil mellem børn og voksne. Forældrene ved simpelthen ikke, hvordan de skal reagere og opdrage deres børn på en god måde uden brug af vold.
Document Actions
Print side
Del med andre

 

Se tv-spot fra kampagnen


Se tv-spot fra kampagnen

SOCIALSTYRELSEN