Fokusområde: Lige behandling og lige muligheder

Ifølge Serviceloven og vejledningen til denne skal pædagogik og behandling af anbragte børn og unge fremme ligebehandling og kompensere for de anbragtes vanskeligheder. Pædagogikken skal med andre ord forsøge at skabe de samme muligheder for det anbragte barn, som andre jævnaldrende børn og unge har for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed.

I praksis er der en række dilemmaer forbundet med at sikre anbragte børn lige muligheder. Et dilemma er ofte, at nogle børn kan have særlige vanskeligheder. Fx hvis barnet eller den unge har et handicap, der betyder, at de ikke kan leve op til de krav eller håndtere de udfordringer, som jævnaldrende børn og unge i almindelighed kan.
Når det er tilfældet, kan børnene have svært ved at gå til en fritidsaktivitet, kommunikere eller indgå i sociale sammenhænge som andre jævnaldrende børn.

En pædagogisk indsats for at sikre børn på et anbringelsessted de samme muligheder som jævnaldrende børn, må tage højde for børnenes evner. Så børnene ikke sættes i situationer, som de ikke kan magte, og får dårlige oplevelser og nederlag.

Omvendt kan bestræbelser på at beskytte børnene føre til at børnene isoleres og anbringelsesstedet så at sige lukker sig om sig selv. Udfordringen er derfor at tage højde for børnenes særlige vanskeligheder og samtidig tilstræbe så høj grad af mestring og ligebehandling som muligt.

Så høj grad af ligebehandling som muligt
Udfordringen er derfor at tage højde for børnenes særlige vanskeligheder og samtidig tilstræbe så høj grad af ligebehandling som muligt.
Tilsynet kan sætte fokus på, hvordan det enkelte anbringelsessted arbejder pædagogisk med ligebehandling og lige muligheder.  Det kan ske ved at ’zoome’ ind på enkelte aspekter af børnenes dagligdag – f.eks. regler omkring mobiltelefoni og alkohol.

At kende spillereglerne omkring mobiltelefoni

Forholdsvis små børn har i dag adgang til en mobiltelefon. Allerede i skoleklasser på 2.-3. klasses niveau har en stor del af børnene mobiltelefon, og i klassetrinene 4-6. klasse er det den overvejende del af børnene, som har mobiltelefon. For unge er det næsten alle.
Det er også almindeligt, at børn skal lære at håndtere mobiltelefonens fordele og ulemper:

• Hvornår er det hensigtsmæssigt, at telefonen slukkes – fx i skoletimerne?
• Hvordan kommunikerer man pr. SMS på en hensigtsmæssig og ikke overgribende måde – fx uden at mobbe?
• Hvordan kan man stoppe mobning via SMS, hvis man udsættes for det?

Børnene i enhver skoleklasse skal igennem disse processer. Her er lærere og forældre aktive medspillere, der støtter, regulerer og er i dialog. Anbringelsessteder har derfor også en opgave i at hjælpe børnene med at håndtere gængse adfærdsregler omkring mobiltelefoni, fordi det er et område, hvor deres mulighed for integration i forhold til andre børn og unge er på spil.
Spørgsmålene nedenfor kan give indblik i, om anbringelsesstedets pædagogik forholder sig til ligestilling når det gælder mobiltelefoni:

• Hvilke holdninger og retningslinjer har anbringelsesstedet til børn og unges brug af mobiltelefon?
• Hvordan begrundes eventuelle restriktioner?
• Hvilken støtte får børn, der ikke har alderssvarende modenhed, til at kunne benytte mobiltelefon hensigtsmæssigt – er der vejledning, særlig hjælp, særlig kontakt til kammeraters forældre, lærere eller andre?
• Inddrages børnene eller de unge i regler omkring mobiltelefoni? Kan de eventuelt bidrage med forslag?
• Hvad forstås som misbrug af mobiltelefonen og, hvilke konsekvenser har det?

Se mere om dette emne under fokusområde: Barnets ret til kommunikation.

Alkohol – en del af ungdomslivet

Unge 14-18-årige gør sig almindeligvis erfaringer med alkohol i forbindelse med fester. I mange skoleklasser aftaler forældrene indbyrdes, hvordan rammerne omkring de unges fester og nydelse af alkohol skal være i disse år. Uanset forældreaftaler, vil de fleste unge prøve at drikke alkohol, inden de fylder 18 år.

Det er et led i den personlige udfoldelse at deltage i fester og afprøve forskellige grænser. De unge bør ikke udelukkes fra disse aktiviteter. Heller ikke selv om de har vanskeligt ved at overskue konsekvenserne af egne handlinger på grund af manglende alderssvarende adfærd.

Pædagogikken bør sigte mod at hjælpe barnet med at håndtere konsekvenserne, så den unge kan være en del af fællesskabet i klassen.
Tilsynet kan fx sætte fokus på:

• Hvilke holdninger har anbringelsesstedet til unges deltagelse i fester udenfor institutionen og til brug af alkohol?
• Er der en politik eller retningslinjer på området?
• Er de unge inddraget i afklaring af retningslinjerne?
• Tages der individuelle hensyn og gives der individuelle regler? - hvordan?
• Hvis forældrene i de anbragte børns skoleklasser har vedtaget retningslinjer for alkohol og fester, kan det anbragte barn så deltage på lige fod?
• Hvad gøres der for at kompensere for eventuelle manglende alderssvarende evner til at overskue egne handlinger i forbindelse med fest og alkohol?
• Hvilke konsekvenser er der af overtrædelse af regler/aftaler?
• Hvilke problemstillinger har anbringelsesstedet mødt i forbindelse med regler omkring alkohol?

Se i øvrigt hvad lovgivningen siger om husregler:

• www.servicestyrelsen.dk/omsorgogmagt
• Serviceloven § 123
• Vejledning om magtanvendelse over for børn og unge der er anbragt uden for hjemmet 2011 pkt. 28-31.