Fokusområde: Individuel handleplan

Den individuelle behandling skal tage højde for barnets særlige behov og skal være til barnets bedste.

Al pædagogik og behandling af anbragte børn og unge skal tilrettelægges ud fra barnets individuelle handleplan. Denne individuelle behandling skal tage højde for, at barnets særlige behov opfyldes og skal være til barnets bedste. Den individuelle handleplan skal være styrende for de uddybende behandlingsplaner eller pædagogiske planer, som det enkelte anbringelsessted ofte udarbejder.

OBS: De enkelte, individuelle handleplaner er ikke i sig selv en del af det driftsorienterede tilsyn. Det driftsorienterede tilsyn skal derfor fokusere på, hvordan anbringelsesstedet generelt anvender de individuelle handleplaner i den pædagogiske indsats.

Enhver pædagogisk metode, der indebærer, at alle børn og unge på anbringelsesstedet bliver behandlet på samme måde, er derfor ikke hensigtsmæssig og ikke i overensstemmelse med lovgivningen. Heller ikke når der er sket en visitation af barnet eller den unge til et anbringelsessted, hvor børnenes eller de unges problematikker ligner hinanden - fx via en diagnose eller en beskrevet adfærd eller problematik.

Selvom diagnoser og beskrevet adfærd og problemstillinger kan være enslydende beskrevet, vil der altid være forhold, hvor det ene barn adskiller sig fra det andet, og hvor behandling og pædagogisk indsats derfor skal være forskellig.

Tilsynet kan sætte fokus på forholdet mellem anbringelsesstedernes pædagogik og arbejde med individuelle handleplaner ved at tage udgangspunkt i enkelte eksempler fra hverdagen. Hvordan omsættes generelle pædagogiske principper til individuelt tilpasset praksis?

Det kan være relevant at sætte fokus på disse udfordringer i tilsynet. Interessante spørgsmål kan fx være:

  • Hvordan indgår de individuelle handleplaner i udviklingen af den pædagogiske praksis på anbringelsesstedet?
  • Hvilke pædagogiske principper har anbringelsesstedet, som man ikke eller nødig fraviger?
  • Er der eksempler på, at det alligevel er sket?
  • Hvordan tages der højde for individuelle handleplaner ved fordeling af opgaver og kontaktpædagoghverv blandt de ansatte?
  • Tages der højde for særlige kvalifikationer blandt personalet eller gør alle det samme?
  • Findes der behandlingsplaner? Hvor ofte revideres de? Beskriver behandlingsplanerne, hvornår der afviges fra den beskrevne almindelige pædagogik?
  • Hvordan inddrages de individuelle handleplaner i udarbejdelsen af behandlingsplaner?

SOCIALSTYRELSEN