Handlinger tilknyttet webside
Uforsvarligt ophold i fællesskabet
Betegnelsen ”uforsvarligt ophold i fællesskabet” indgår i magtanvendelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 1 som betingelse for, hvornår der kan udøves lovlig magtanvendelse:
§ 2: Fysisk magtanvendelse, i form af at barnet eller den unge fastholdes eller føres til et andet opholdsrum, er tilladt, hvis:
1) barnet eller den unge udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt
Uforsvarligt er ikke det samme som generende, irriterende eller uhensigtsmæssigt. Det skal være uforsvarligt, fordi barnet eller den unge ellers selv vil kunne udsættes for fx vold, eller de øvrige tilstedeværende vil blive meget urolige, fordi barnet eller den unge optræder fysisk eller verbalt stærkt truende over for dem. Fællesskabet skal forstås som de andre børn og unge – ikke personalet.
Det skal i den konkrete situation vurderes, om en adfærd har en sådan karakter, at der er en reel og begrundet risiko for, at barnet eller den unge vil foretage handlinger, som gør det uforsvarligt, at barnet eller den unge opholder sig i fællesskabet. I den konkrete situation skal det således være nødvendigt at gribe ind for at beskytte enten barnet mod sig selv og/eller beskytte andre børn/unge.
Hvis et barn eller en ung fx har været voldelig, og barnet eller den unge stadig er stærkt ophidset, kan der være risiko for, at vedkommende igen vil benytte sig af vold. Hensynet til de andre børn og unge kan i den konkrete situation indebære, at vedkommende bør holdes fast og evt. føres til et andet lokale.
Hvem vurderer:
Det er personalet, der er til stede, der vurderer, om et barns eller en ungs adfærd har en sådan karakter, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt.
