Layout og sprog
Kvalitetsstandarder har stor betydning både borgere og alle, der arbejder på ældreområdet. Det er derfor vigtigt, at både borgere, sagsbehandlere og leverandører på området kender og forstår indholdet i kvalitetsstandarderne. Derfor bør kommunalpolitikere og forvaltning overveje, hvordan kvalitetsstandarderne kan udformes, så budskabet trænger igennem til de forskellige målgrupper. I den forbindelse er det vigtigt at fokusere på kvalitetsstandardernes struktur, layout og sprog.
Ved at give kvalitetsstandarderne en logisk opbygning, et overskueligt layout og anvende et enkelt, letforståeligt sprog er budskabet mere tydeligt for målgrupperne.
Strukturen
En væsentlig del af den information, der skal indgå i kvalitetsstandarderne, gælder for flere ydelsestyper. For at undgå mange gentagelser kan disse informationer samles i en fælles del for alle ydelsestyper. Informationer om de enkelte ydelser bør derimod være opdelt i forskellige kvalitetsstandarder. Eksemplet herunder viser en samlet indholdsfortegnelse for kvalitetsstandarderne opdelt med først den fælles serviceinformation og derefter de enkelte kvalitetsstandarder. Med denne struktur bliver det muligt at målrette informationen alt efter modtagergruppen og undgå for mange gentagelser.
De fælles informationer beskriver blandt andet de politiske mål og værdierne i indsatsen på ældreområdet. Den fælles del kan evt. indledes med et forord, der forklarer baggrund og formål med kvalitetsstandarderne, og som synliggør, at kvalitetsstandarderne er fastsat af kommunalbestyrelsen. Desuden beskriver de fælles informationer en række andre forhold, som de fleste modtagere af hjælp har interesse i. Det drejer sig f.eks. om, i hvilke situationer borgerne kan få hjælp, og hvordan ydelserne tildeles. Samarbejdet mellem leverandør og borger, frit valg, klagemuligheder, relevante adresser og lovgrundlag fremgår også.
Efter den fælles del fremgår de specifikke kvalitetsstandarder med informationer, som knytter sig til de enkelte områder.
Ved at opbygge kvalitetsstandarderne efter denne struktur kan kommunalpolitikerne målrette kvalitetsstandarderne til hver enkelt borgers behov. Sagsbehandlerne skal blot udlevere den generelle serviceinformation sammen med kvalitetsstandarderne for netop de ydelser, som borgeren har fået tildelt. Derved kan informationsmængden til den enkelte borger begrænses til det, der er relevant.
Layout
Brugen af billeder, stor skrift, farver, korte afsnit og underoverskrifter kan gøre det lettere for målgrupperne at orientere sig i kvalitetsstandarderne. Billeder og overskrifter kan bryde en ellers tung tekst, så den virker mere overkommelig for læseren.
Det kan f.eks. være en god idé at bruge billeder af personale, bygninger og landskab i lokalområdet, så teksten samtidig virker mere nærværende for læseren. Der findes mange flotte billeder på internettet, som kan benyttes gratis.
Sprog
Kvalitetsstandarderne skal formuleres i et enkelt, klart sprog og letforståeligt, som kommunalpolitikere og forvaltning kan stå inde for. Teksten kan gøres mere forståelig ved at udelade fremmedord, tekniske fagudtryk og forkortelser. Det er også en god idé at skrive korte sætninger og anvende en aktiv og direkte sætningsopbygning.
Vejledning til kvalitetsstandarder
Vejledningen gennemgår indhold og opbygning af kvalitetsstandarder trin for trin.