Fase 2
Det lokale serviceniveau skal gøre det klart, hvad det er for en service, borgerne kan få, hvis de har behov for hjælp. Fastsættelsen af serviceniveauet er derfor en af kommunalpolitikernes vigtigste opgaver. For at sikre, at der er sammenhæng mellem service og økonomi, er det vigtigt, at kommunalpolitikerne har et godt beslutningsgrundlag, og at fastlæggelsen af serviceniveauet er tæt koblet til budgetlægningen.
Når kommunalpolitikerne tager fat på arbejdet med at fastsætte serviceniveauet, er det vigtigt, at de har et godt grundlag at træffe beslutninger ud fra. Det er forvaltningsledelsens opgave at klæde kommunalpolitikerne på. Det er derfor vigtigt, at forvaltningen kan tage udgangspunkt i konkret information om blandt andet økonomi, borgere og ydelser på ældreområdet. Informationen skal målrettes kommunalpolitikernes behov. Det betyder, at forvaltningen både skal overveje, hvilken information kommunalpolitikerne har brug for, og hvordan den skal præsenteres.
Et eller flere politiske temamøder kan være en god måde at indlede den politiske proces. Temamødet giver kommunalpolitikerne mulighed for at komme i dybden og hele vejen rundt om ældreområdet, ligesom der kan sættes fokus på den fremadrettede udvikling. Formålet med temamødet er derfor todelt. Dels skal kommunalpolitikerne præsenteres for det relevante baggrundsmateriale, og dels skal der tages fat på de indledende drøftelser af det kommende års serviceniveau på ældreområdet.
Temamødet kan også bruges til at udpege områder, hvor der i den videre proces er behov for at drøfte eventuelle ændringer af serviceniveauet. De indledende drøftelser kan på den måde vise vej i arbejdet med at opstille konkrete forslag til, hvor og hvordan serviceniveauet kan tilpasses.
Det er vigtigt, at kommunalpolitikerne får mulighed for at tage reel stilling til serviceniveauet. Hvis der skal foretages ændringer i serviceniveauet, skal kommunalpolitikerne vide, hvilke økonomiske konsekvenser der er forbundet med de enkelte forslag. Desuden skal kommunalpolitikerne gives et klart billede af, hvor mange borgere der vil blive berørt og på hvilken måde. Det skaber gennemsigtighed og forpligter kommunalpolitikerne på deres ansvar for serviceniveauet.
Når der foreligger konkrete forslag til kvalitetsstandarder, skal forslagene i høring hos ældrerådet. Det kan også være en god idé at sende forslagene i høring hos andre relevante interessenter på ældreområdet. Høringssvarene kan give kommunalpolitikerne et indtryk af, hvordan borgerne vil tage imod eventuelle ændringer i serviceniveauet. Det kan også sende et klart signal til borgerne om, at de tages med på råd, inden kommunalpolitikerne træffer beslutning om budget og serviceniveau på ældreområdet.
Figuren nedenfor giver overblik over de centrale aktiviteter i perioden april til oktober.
Som led i Projekt Kvalitetsstandarder er der udviklet en række redskaber, som understøtter aktiviteterne, når kvalitetsstandarderne skal behandles og godkendes.
Se mere i menuen til venstre.