Noder uden nerver

Succesen er i hus når tre brugere og to ansatte fra psykiatrien i Risskov går på scenen i Århus Festuge.

Af fotojournalist Ulrik Samsøe Stickelbergs Bureau

KOM SÅ, MONSE! Råbet klinger i ølglassene på den århusianske Café Svej og er tiltænkt kapelmester og den tidligere professionelle musiker Mogens Tage Hansen.

Monse smiler, lægger skyndsomt cerutten i askebægeret, tager bladet for munden og sender besnærende jazz-toner ud gennem tenorsaxofonen.

Opfordringen kommer fra Steen Roer, der til daglig er ledende socialrådgiver på Psykiatrisk Hospital ved Risskov i Århus. Lige nu er han keyboardspiller og krumtap i Chok Rock Band, et fem mand stort orkester fra hospitalet hvis optræden er blevet en fast tradition i Århus Festuge.

Musiske ressourcer
Steen Roer skabte Chok Rock Band i 1993 sammen med orkesterets trommeslager, Flemming Andersen, der dagligt er tilknyttet den psykiatriske bostøtte.

Ideen med orkesteret er at udnytte patienternes ressourcer til deres egen fordel. Kapelmester Mogens Tage Hansen havde efter et meget langt sygdomsforløb lagt alle sine instrumenter på hylden. Og saxofonistens vej tilbage til et liv hvor musikken er med til at skabe et holdepunkt i hverdagen, er et godt eksempel på de intentioner Steen Roer har med orkestret.

USA på afbud
Improvisationerne går på skift i en blanding af rockballader, latin og jazz. Med en veloplagt solo er det Bjørn Rasmussens tur. Han har spillet guitar i Chok Rock Band siden orkesteret første gang drog til USA i 1997. Guitaristen var kort tid forinden blevet udskrevet fra Risskov, og en ledig plads lokkede ham tilbage i det musikalske samvær.

Han klarede turen uden problemer - på medicin, men ikke mindst på grund af sammenholdet i Chok Rock Band.

"Siden 1995 har det været et spændende eksperiment at spille for byens fancy cafémiljø og se hvad musikken gør for brugerne. Der er ikke nerver på når de trykker den af i et raskt cafémiljø", fortæller Steen Roer, der selv har en fortid i det århusianske musikmiljø.

For tiden har han orlov for at færdiggøre sin bog om musik og selve situationen omkring det at optræde -med udgangspunkt i sine erfaringer med Chok Rock Band.

På podiet
Bandet optræder fire til fem gange om året, men øver aldrig sammen.

"Vi spiller bedre sammen end vi kommunikerer! Men alle påtager sig et ansvar for at gennemføre arrangementerne", fortæller Flemming Andersen.

"Det er et spørgsmål om at finde balancen mellem begivenheden og patientens tilstand. Alle bandets medlemmer er enten professionelle eller autodidakte musikere der gerne vil stå på en scene og vise hvad de kan. Vi skal satse på dem når vi kan se at de kan klare det.

Og når det lykkes, er sejren i hus", siger Flemming Andersen.

FAKTA

Chok Rock Band
Kapelmester Mogens Tage Hansen, saxofon, tværfløjte og klarinet. MTH var med til starte HarmoniOrkestret Kærne (det senere Østjysk Musikforsyning) og har været en meget anvendt musiker på den århusianske jazzscene.

Bjørn Rasmussen, guitar.
BR er autodidakt guitarist og spillede i sin ungdom i bandet Doctor Vision.

Morten Overlade, bas.
MO har spillet i mange forskellige musikalske sammenhænge, og spiller i dag i Mortens Trio, Morten og Jan, Ladies and Tramps og Aksel and the Hooligans.

Flemming Andersen, trommer.
FA er gammel rock'n-roll musiker. Har spillet i country-rock-bandet Big Joe og har spillet sammen med John Mogensen på Grenå-Varbergfærgen!

Sten Roer, keyboard og sang.
SR er fra det århusianske musik- og teatermiljø. Har været musiker i mange år og tilknyttet Svalegangen. SR er ankermand i Chok Rock Bands musikalske liv. Han har en musikterapeutuddannelse (CMT) fra New Yorks Universitet.

Chok Rock Band hører hjemme under Psykiatrisk Hospital afd. Nord, der har støttet projektet gennem 20 år.

Bandet kan bookes på tlf. 2067 9821.

Læs mere om bandet på: www.psykiatri.aaa.dk

 

Tilmeld dig nyhedsbrev
bilede

Få Socialstyrelsens nyhedsbrev
OM SOCIALSTYRELSEN


Socialstyrelsen

Edisonsvej 18. 1.
5000 Odense C
telefon.: 72 42 37 00,
E-mail: info@socialstyrelsen.dk
EAN-nr.: 5798000354838
CVR-nr.: 26144698

RSS