Om DHUV

Baggrund for DHUV

KL og Social- og Integrationsministeriet har etableret et samarbejde om digitalisering af sagsbehandlingen på handicap- og udsatte voksneområdet. Fonden for Velfærdsteknologi medfinansierer projektet og Deloitte har været udførende på udvikling af metoden.

Målet med digitaliseringen er gennem en forbedret it-understøttelse og etablering af fælles metoder på området at skabe grundlaget for en sammenhængende og hel­hedsorienteret indsats med borgeren i centrum. Projektet skal således være med til at sikre:

  • Bedre overblik og mere systematik i sagsbehandlingen og bestillingen/leverancen af sociale tilbud.
  • En målrettet indsats på baggrund af valide og opdaterede oplysninger.
  • Bedre mulighed for udtræk af ledelsesinformation og måling af effekt med henblik på bedre faglig og økonomisk styring.
  • Lettere kommunikation mellem relevante interessenter, herunder borgeren, kommunens sagsbehandlere, andre sektorområder internt i kommunen (fx sundhed, beskæftigelse, uddannelse), udførerled og centrale myndigheder.
  • Administrative lettelser i sagsbehandlingen

Projektet tager udgangspunkt i en markedsbaseret udbredelsesmodel, hvor der bygges videre på nuværende it-løsninger i kommunerne, hvormed det sikres, at kommunernes it-investeringer respekteres og nyttiggøres. Der er to hovedspor i projektet:

1. Udvikling af Voksenudredningsmetode

- Udvikling af en metode der sikrer en systematisk og helhedsorienteret afdækning af borgerens samlede behov og identifikation af den relevante indsats samt en målrettet sagsbehandling på området, der lever op lovgivningen. Metoden er færdigudviklet og kan hentes under Redskaber.

2. It-understøttelse og udvikling af kravspecifikation

- Etablering af it-løsninger, herunder udvikling af fælleskommunal kravspecifikation. Kravspecifikationen er udarbejdet og kan hentes under Implementering af DHUV.

Produkterne er udviklet i tæt samarbejde med en række pilotkommuner, som sammen med it-leverandører og andre aktører er inddraget i en aktiv dialog om konkrete behov, muligheder og løsninger.

De deltagende kommuner er: Faxe, Fredericia, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Gribskov, Haderslev, Viborg, Vejle, Helsingør, Herlev, Kalundborg, Købehavn, Lyngby-Taarbæk, Nyborg, Næstved, Roskilde, Rudersdal, Varde, Aalborg og Århus. Erfaringerne fra afprøvningen af metoden har været meget positive, og langt de fleste af projektkommunerne har da også valgt at implementere den.

Metoden og kravspecifikationen stilles til rådighed for alle kommuner, og vi vil meget opfordre til, at man ser på materialet og overvejer at anvende det i egen kommune.

Det forventes at være et metodeuddannelsestilbud klart i starten af 2012 på markedsvilkår.

Der har allerede været afholdt regionale informationsmøder om metode- og it-understøttelse, men der vil i et vist omfang være mulighed for at projektet deltager i supplerende lokale informationsmøder.

Yderligere oplysninger:
Jan Grove Korsholm
Mail: dhuv@socialstyrelsen.dk
Tlf.: 41 73 08 64

KL's hjemmeside vedr. DHUV

Metodesekretariat
Jan Grove Korsholm
jgk@socialstyrelsen.dk